Stella Maris spejdede for første gang ud over Svendborgsund i 1904. Siden har utallige mennesker fra alle verdenshjørner besøgt det hvide hus på bakken.

Husets navn stammer fra en af stedets første beboere: enkegrevinde Anna Ahlefeldt-Laurvig-Lehn. Hun flyttede ind i de lyse stuer i 1906 og lod sig inspirere af udsigten fra terrassen, til det der i dag er en fast del af den sydfynske kulturarv: Stella Maris – Havets Stjerne.

I 1916 fik huset ny ejer, og var frem til 1967 både privat bolig, sprogskole for danskere der ville emigrere – og sommerpensionat for det bedre borgerskab.

Ikke mindst sidstnævnte har en lang og farverig historie med sig: Stella Maris var kendt af kulturlivet i hele Europa, og har bl.a. været vært for Karen Blixen og hendes venner, samt skuespillerne fra tv-serien Matador.

I 1967 gjorde Gud sit indtog på Stella Maris. Indre Mission købte grunden, og de næste 44 år bød Danmarks sidste missionshotel rejsende velkommen i rammer, der inviterede til ro, fordybelse – og absolut ingen alkohol.

Roen og fordybelsen bestod, men alkoholforbuddet forsvandt, da missionshotellet lukkede i 2011. En gennemgående renovering bragte huset ind i det 21. århundrede, samtidig med at de gamle bygningers charme og særpræg blev bibeholdt.

Den 1. marts 2014 slog Stella Maris atter dørene op for eventyrere fra ind- og udland – nu med restaurant, 36 elegante værelser, mødelokaler, lounge, bar, terrasse og vinkælder.

Himlen over Svendborgsund har set tusindvis af ansigter komme og gå på Stella Maris. De gamle stuer ekkoer stadig af tidligere tiders liv, fester, personligheder og historier – og vi håber at du vil være med til at skrive næste kapitel, i fortællingen om Havets Stjerne på Sydfyn.